hvad kan jeg lave med photoshop paint

Når kreativitet er en overlevelsesstrategi

Kreativitet kan være en overlevelses strategi, men kan ende med at blive det at leve.

Min familiehistorie er grum, som i grum, og vi er ikke der henne, hvor alle kan sige, jamen er alles ikke det. Nej, nogle vil altid være mere end andre, bare tænk på Brønderslevs-sagen, eller de mange andre sager, som er med det samme.

Min Familiehistorie er på ingen måde som disse sager. Men nogle voksne tog engang nogle forkerte beslutninger, som fik så vidt rækkende konsekvenser, at det påvirkede i tre generationer frem, og stadig trækker lange skygger.

Nogle af de konsekvenser medførte, at min mor blev meget syg. Hun led af maniodespresion, medfølgende alkoholmisbrug.

Og med en opvækst i disse skygger, og med en syg mor, så er man som barn nød til at finde nogle overlevelsesstrategier. Og kreativitet var en af mine.

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg, der handler om, at du skal flytte dig fra krænkers energi. Med det mener jeg, at du skal også stoppe med at bruge al din vågne tid på at tænke over, de krænkelser, du har været udsat for, hvis du altså har det. For bliver du ved med at føle dig krænket, som du blev, men bliver ved med at være i følelsen, så blokerer du for din egen indre kerne. Og ved at blokerer for den, blokerer du også for din vækst, og i værste fald kan du udvikle det som hedder et falsk selv.

Jeg er ikke coach, men som tolvårig læste jeg alle min mors bøger fra seminariet, for hun var nemlig pædagog. Al den viden, plus al det jeg har kunne skrabe til mig igennem mit liv, til her hvor jeg er i dag, er et værktøj, jeg bruger, når livet ind imellem kommer på slingerkurs. Jeg spørger altid mig selv, er det et vilkår, er det noget jeg kan gøre noget ved, er det noget jeg skal gøre noget ved, eller er det gamle reaktionsmønstre, der pludselig bliver tricket.

Men alt det kunne jeg ikke, før jeg blev tolv, der måtte jeg bare stå og se på, at min mor fik det dårligere, og dårligere, og der var intet jeg kunne gøre ved det. Jeg bad ofte til gud, men det var som om jeg bad for døve øre, for han hjalp hende aldrig, som var det jeg altid ønskede.

Børn der havner i situationer, der presser dem følelsesmæssigt, og som er situationer der ofte opstår, begynder at lave ubevidste overlevelsesstrategier. Det kan være tvangshandlinger, noget med at man skal huske at tælle til hundrede, eller det kan være en fantasiverden, man flygter ind i, for at kunne holde til det ydre pres. Og jeg tror, det er nemt at se, hvilken overlevelses-strategi, der er den mest rare.

Min mor var mange gange væk. Det kunne være hun var taget i byen, og vi vidste aldrig hvornår hun dukkede op, eller det kunne være hun var taget ind til en mand, hun var fuldstændigt besat af, så meget, at hun kunne finde på at køre forbi hans lejlighed en hel aften, eller det kunne være hun lå i sengen og var deprimeret, og så sov hun i mange dage, ja nogle gange føltes det som uger, uden at jeg ved, om det rent faktisk forholdt sig sådan.

Og alle de gange hvor hun var væk, havde jeg fået min frihed. Endelig var der rum til mig, og ikke rum til, at jeg hele tiden skulle forholde mig til min mor, og hendes sindstilstand.

Og det rum var mit krearum, både mentalt og i fysisk forstand. Jeg gik i skabe og skuffer, fandt hvad jeg kunne bruge at dimser og dutter, lavede engang et dukkehus til min lillesøster af mælkekartoner, og en hel masse sølvpapir, for det var så dejligt nemt at forme.

Jeg brugte min mors symaskine, selv om jeg ikke måtte, og når hun spurgte til, det meget mærkelige bukseopslag, jeg fik lavet af de der man sætter på gardiner, hvor krogende sidder i, så valgte jeg at lyve om det, og sagde at vi havde lavet det henne på skolen.

Ting fra skolen blev også neglet i det små. Men jeg havde uendelig dårlig samvittighed, når jeg smuglede en hæklenål, og andre småting, med i tasken, fordi jeg godt vidste det var at stjæle. Jeg havde ikke lyst til at se mig selv som tyv, men på den anden side, var det virkelig svært ikke at kunne flygte ind i mit krealand, hvis ikke jeg havde ting og værktøj, til at skabe med.

Min overlevelsestrategi, med at flygte ind i krealand, hjalp mig også senere i livet. På et tidspunkt stod jeg på kanten til at tippe ned i stress. Jeg lå i sindes mørke og græd, vidste ikke mine fulde fem, eller hvordan jeg skulle gribe det hele an. Og mens jeg lå der, fik jeg ideen til mine hjemmesider.

At dele mine ideer med dig giver mig så meget. Jeg ved dybest set ikke, om nogen læser med, for jeg læser ikke analytiks, og der er ikke mange kommentarer, der kommer på siden. Jeg spørger heller ikke om så meget, og det jeg skriver lægger ikke rigtig op til, at nogen måske har så meget at sige.

Men for mig har det den betydning, at jeg lidt føler at min side er min skattekiste. Her lægger jeg de ting, og ideer jeg får, op, og hvis det kunne inspirere nogen, så er det bare dejligt, at tænke tanken.

Min mor gik bort, for snart et år siden. Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hende. Mange af mine tanker er fyldt med taknemlighed. Ikke for de dårlige ting hun gjorde, men fordi hun kæmpede. For det er gået op for mig, at der var mange kampe i hendes liv, også kampe hun dybest set ikke ville vinde, eller ville kunne gøre så meget ved.

Jeg er taknemlig over, at hun skænkede mig livet. Og jeg er taknemlig over, at hun elskede mig, for det ved jeg hun gjorde, men der var så meget svært i hendes eget liv, at det ikke altid kom til udtryk, på den måde, som vi syntes en moders kærlighed helst skal komme til udtryk.

Jeg spurgte hende engang, om hun så sig selv som mælkebøttebarn. Og det svar hun gav mig, forargende mig den dag, fordi jeg følte, det kun var mig der måtte sige, at jeg var det. Maybritt 4 år. Men det satte gang i de tanker der hed; kan man være mælkebøttebarn af et mælkebøttebarn?

Men efter hun er gået bort er det gået op for mig, at jo det var hun.  Min søster og jeg har besluttet, at vi graver hele historien op, fordi vi ikke vil bære på den skyld og skam, som tidligere generationer har været årsag til. Det gør vi også som en del af en helingsprocess, for når nu de alle er væk, så ender vi ikke med at blive dem, som krænker tilbage.

Min mors ønske var at komme på de ukendtes. Den overrulede jeg, fordi, som jeg sagde til min søster, det må være de efterlevendes ønske, der er det vigtigste. Det giver så meget, at jeg har en sten, jeg kan besøge. Det sætter så mange tanker i gang, og hver gang jeg har været på kirkegården, ved jeg hvor vigtigt det er, at jeg selv husker, at sige til dem jeg elsker, at de fylder mit liv med glæde.

Og min kreativitet er ikke længere en overlevelses-strategi, men en måde at leve.

Tak fordi du læste med <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *